Hovmand fejrer stor milepæl med donation til Hegnetslund Krisecenter
Pressemeddelelse:
Hovmand fejrer stor milepæl med donation til Hegnetslund Krisecenter
10. marts 2025
Hovmand A/S, der udvikler og producerer ergonomiske løftevogne til materialehåndtering, har netop rundet en stor milepæl i virksomhedens historie:
Salget af løftevogn nummer 50.000 siden grundlæggelsen i 1972.
I stedet for at fejre sig selv, har virksomheden valgt at markere milepælen ved at skabe værdi for lokalområdet. Derfor donerer Hovmand 50.000 kr. til Hegnetslund Krisecenter i Køge.
”Køge og lokalområdet betyder meget for Hovmand, og en af vores vigtigste kerneværdier er at være compassionate. Da denne milepæl blev nået, var det afgørende at give noget tilbage til et område, vi føler en stærk tilknytning til. Hegnetslund Krisecenter gør en uvurderlig indsats for kvinder og børn i en særlig svær situation, og forhåbentlig kan denne donation bidrage til at give dem et pusterum og en tryg oplevelse i sommerkolonien,” siger Søren Hovmand, CEO i Hovmand.


Nu kan krisecentret føre tradition videre
Hegnetslund Krisecenter er et tilbud for voldsudsatte kvinder og deres børn, som har brug for en midlertidig, tryg bolig og professionel støtte til at komme videre i livet. Krisecenteret tilbyder tryghed, omsorg, støtte og rådgivning, der har til formål at styrke kvinderne og hjælper dem med at opbygge en ny tilværelse. Alle beboerne har levet med vold i hjemmet og har derfor brug for et sikkert sted, hvor de kan genfinde stabilitet og styrke. Krisecenteret har også et korps af frivillige, som skaber gode og hyggelige stunder og aktiviteter med kvinderne og deres børn.
Donationen fra Hovmand vil gå til en sommerkoloni for kvinder og børn – et initiativ, der tidligere blev finansieret af donationer, men som de seneste år ikke har været muligt at gennemføre på grund af manglende midler.
”For mange af de kvinder og børn, der kommer hos os, betyder en sommerkoloni mere, end man kan forestille sig. Det er en mulighed for at komme væk fra en svær hverdag og opleve noget positivt sammen, og det betyder enormt meget for dem at vide, at andre tænker på dem og ønsker dem godt her i livet. Den støtte, vi modtager fra Hovmand, betyder, at vi igen kan tilbyde denne vigtige oplevelse, og vi er dybt taknemmelige for bidraget,” siger Rebecca Wamsler, leder af Hegnetslund Krisecenter.
Overrækkelsen af donationen fandt sted mandag d. 10. marts hos Hovmand på Sandvadsvej 15A i Køge. Her overrakte Søren Hovmand checken på 50.000 kr. til Rebecca Wamsler.
Vil du være blandt de første til at få produkttilbud og nyheder?